|
|
Allahs riddere
”Allahs riddere” er ikke nogen helt almindelig ungdomsroman. Foruden at rumme en spændende og overraskende handling giver den læseren en indsigt i palæstinensernes korte og blodige historie og en baggrund for hvorfor syv millioner af dem måtte flygte da staten Israel blev oprettet.
Hovedpersonen i Torben Poulsens niende ungdomsroman er 16-årige Samir, der lever et trygt liv sammen med sin familie i Vollsmose. Han klarer sig godt i skolen og på fodboldbanen, og han har sine mål for fremtiden. Lige indtil den aften hvor den respekterede, men kriminelle Hazem og et par af hans venner inviterer ham med i byen. | |  | Køreturen, der foregår i en stjålet BMW, ender på et sønderjysk diskotek, hvor dørmanden bliver overfaldet og livsfarligt såret af knivstik. Samir stilles nu over for sit livs sværeste valg: Skal han holde hånden over sine palæstinensiske brødre eller vidne mod dem?
Hans beslutning får drastiske følger, ikke blot for ham selv, men også for hans familie. Faren vælger at sende ham væk et stykke tid - ned til sin fætter, der er olivenavler i en lille landsby på Vestbredden. Her får Samir konflikten mellem palæstinensere og israelere tæt ind på livet, og han møder den gådefulde Wafa og hendes jødiske veninde Rona, der en dag uventet dukker op i landsbyen.
Veninden inviterer Wafa og Samir med sig tilbage til Jerusalem. Under et sørgeoptog forsvinder Wafa sporløst, og samme aften sprænger en ung kvinde sig selv i luften på en restaurant i den gamle jødiske bydel.
Med tvivlen nagende i sindet rejser en forandret Samir tilbage til Danmark, hvor en ny og usikker tilværelse venter. Men måske også Aya, som han lige nåede at lære at kende inden han blev sendt ”i sikkerhed” på Vestbredden.
”Allahs riddere” er en dramatisk og medrivende fortælling, som foregår i et miljø, hvor begreber som sammenhold, ære og skam spiller en væsentlig rolle, hvad enten det er i Danmark eller Palæstina. Romanen er tillige en psykologisk skildring af et ungt menneskes kamp med sin samvittighed. Og med sin angst og sin tvivl.
”Allahs riddere” bør også læses af voksne, og den vil være velegnet til undervisning i folkeskolens overbygning.
Læs om den historiske baggrund  |
Se hvad anmelderne skriver om Allahs riddere  | Allahs riddere - 206 sider - 209,00 kr. incl. moms. | Bestil Allahs riddere her  |
|
|